Bjergenes bevægelse

I et vers får vi at vide, at bjerge ikke er stillestående, som de lader til, men er i konstant bevægelse.

Bjergenes bevægelse forårsages af bevægelserne i Jordskorpen, som de er placeret på. Jordens skorpe ’flyder’ over kappelaget, som er tættere. Det var i begyndelsen af det 20. århundrede, at en tysk forsker ved navn Alfred Wegener først foreslog, at jordens kontinenter sad sammen, da de først blev dannet, men så drev i forskellige retninger og derved blev separeret, idet de bevægede sig væk fra hinanden.

Geologer forstod først, at Wegener havde ret, i 1980’erne, 50 år efter hans død. Som Wegener sagde i sin artikel udgivet i 1915, sad jordens landmasser sammen for omkring 500 millioner år siden, og denne store masse, kaldet Pangæa, var lokaliseret på sydpolen.

For omkring 180 millioner år siden delte Pangæa sig i to dele, som drev i forskellige retninger. Et af disse gigantiske kontinenter var Gondwanaland, som inkluderede Afrika, Australien, Antarktis og Indien. Det andet var Laurasien, som inkluderede Europa, Nordamerika og Asien, undtagen Indien. Over de næste 150 millioner år efter denne separation, delte Gondwanaland og Laurasien sig i mindre dele.

Disse kontinenter, som opstod efter opdelingen af Pangæa, har konstant bevæget sig på Jordens overflade med flere centimeter om året, og har derved ændret Jordens hav- og landforhold.

Opdaget som resultat af den geologiske forskning udført i starten af det 20. århundrede, forklares denne bevægelse af Jordskorpe af forskere som følger:

Skorpen og den øverste del af kappen, med en tykkelse på omkring 100 km, er opdelt i små segmenter kaldet plader. Der er seks hovedplader og flere små. Ifølge teorien kaldet pladetektonik bevæger disse plader sig på Jorden og bærer kontinenter og havbund med sig. Kontinental bevægelse er blevet målt til 1-5 cm per år. Som pladerne fortsætter med at bevæge sig, vil dette skabe en langsom forandring i Jordens geografi. Hvert år bliver Atlanterhavet for eksempel en lille smule bredere.¹

Der er en meget vigtig pointe, der må nævnes her: Gud har henvist til bjergenes bevægelse som en drivende handling i verset. I dag bruger moderne forskere også udtrykket ”kontinental drift” om denne bevægelse.²

Uden tvivl er det et af Koranens mirakler, at dette videnskabelige faktum, som først for nylig er blevet opdaget af videnskaben, blev skrevet i Koranen.