Bjergenes funktion

Koranen henleder opmærksomheden på en meget vigtig geologisk funktion i bjerge.

Som vi har set, siges det i verset, at bjergene har den funktion, at de forhindrer rystelser i Jorden.

Dette faktum var ikke kendt af nogen på den tid, hvor Koranen kom frem. Det blev faktisk først bragt frem i lyset for nylig som resultat af moderne geologis fund.

Ifølge disse fund opstår bjerge som resultat af bevægelserne og kollisionerne mellem enorme plader, der danner Jordens skorpe. Når to plader kolliderer, glider den ene under den anden, den øverste bukkes og danner højder og bjerge. Det nederste lag fortsætter ned under jorden og laver en dyb udvidelse nedad. Dette betyder, at bjergene har en del, der strækker sig nedad, så stor som deres synlige del på Jorden.

I en videnskabelig tekst beskrives bjerges struktur som følger:

Hvor kontinenter er tykkere, som ved bjergkæder, synker skorpen dybere ned i jordkappen.¹

I et vers udpeges denne af bjergenes roller med en sammenligning med ”teltpæle”:

Bjerge holder med andre ord pladerne i Jordens skorpe sammen ved at strække sig op over og ned under Jordens overflade ved disse pladers samlingspunkter. På denne måder fikserer de Jordens skorpe og forhindrer at den driver over magmalaget eller mellem sine plader. Kort sagt kan vi sammenligne bjerge med søm, der holder træstykker sammen.

Bjergenes fikserende funktion beskrives i videnskabelig litteratur med udtrykket “isostasi”. Isostasi betyder det følgende:

Isostasi: generel ligevægt i Jordens skorpe vedligeholdt af et blødt flow af stenmateriale under overfladen under påvirkning af tyngekraften.²

Denne vitale rolle hos bjergene, som blev opdaget af moderne geologi og seismisk forskning, blev afsløret i Koranen for århundreder siden som et eksempel på den suveræne viden i Guds skabelse.

” På jorden satte Vi urokkelige bjerge, så den ikke skulle ryste under

dem…” (Koranen, 21:31)